Ordstyreren
Jeg er ingen klassisk traditionalist, snarere en eklektiker med spidskompetencer.
Det tænder mig ikke at gentage gængse fortællinger, formularer eller metoder, og sådan har det vist nærmest altid været. Da jeg stadig var journaliststuderende, kom jeg på en skoledannende måde at lave afgangsprojekt på, og de følgende seks år opsøgte jeg nybrud i en vanetynget nyhedsbranche.
Først og fremmest fik jeg adgang til nullernes to store dagbladssatsninger, mulighed for at præge dem fra bunden af og lov til at ramme den igen. Det var uforligneligt.
Fire aviser senere ansøgte jeg om et CVR-nummer, og med det blev Ord fra Skyum til. Som selvstændig har jeg især ageret langskriver og forfatter, men også foredragsholder, sceneinterviewer, musikanmelder, medredaktør, redaktionschef, kampagnejournalist, ekstern lektor, sloganleverandør og sprogkonsulent. Jeg har holdt dimissionstaler og udviklet magasiner, undervist på universiteter og fremført monologer, kurateret festivalkoncerter og været idémand på et par dokumentarfilm. Jeg har trænet musikere og politikere i at blive kortere i spyttet. Mit kundekartotek er et miskmask af niche og mainstream. Jeg har lavet min del rug- og franskbrød – det var sådan, der blev råd til det med hård kerne.
En god håndfuld gange har jeg modtaget arbejdslegater fra Statens Kunstfond, ligesom det er blevet til et par priser og nogle prisnomineringer. I 2016 indstillede 18 kolleger mig til en Cavling for min rekonstruktion af Jakob Ejersbos liv og død. Det gjorde de forgæves, men det føltes ikke sådan. Ikke for ordstyreren i en enkeltmandsbiks.