Kim Larsen havde sendt sit pladeselskab i byen; Ud & Se kunne få et af hans store (og sjældne) interview, hvis han måtte adressere DSB’s stadig striksere ryge- og alkoholpolitik. Med andre ord: Tobaksentusiasten ønskede at harcelere mod statsbanerne i statsbanernes eget passagermagasin. Lovende sager.
Som jeg læste op på manden – bøger og bærende artikler, rub & stub – blev det klart, at Lune Larsen fremstod mere lunefuld end egentligt lun. Og at han til tider intimiderede sine udspørgere, så ærefrygten grænsede til andægtighed. Kim Larsen trængte til modspil, måske savnede han det ligefrem.
Det gjaldt om at opbygge en spænding, et undertryk, så han ikke som det første fik luft for sin utilfredshed. Rygeforbuddet skulle berøres så sent som muligt – og inden da havde jeg en masse andre ting at høre ham om.
Da Kim Larsen fik teksten til gennemsyn, åd han det stilistiske valg med at skrive hans talekarakteristika – absnubninger og kraftord – ud. Og selvom han ømmede sig over et par bemærkninger, blandt andet den om Steffen Brandt, prøvede han ikke på at trække i land. Sagt var sagt. Til gengæld vedlagde den uddannede skolelærer et print af min artikel, hvor han – med sirlige blyantstreger – gik i rette med min tegnsætning.
Det lå utvivlsomt til Kim Larsen at få det sidste ord. Da han halvandet år senere udgav nyt album, ringede pladeselskabet igen. Kunne jeg hyres til en Q&A, som musikpressen kunne bruge løs af? Manden orkede ikke at give de samme svar på de samme spørgsmål flere dage i træk, lød forklaringen. Ved vejs ende fik vi trykket hånd og sagt farvel. Men så, på vej ud ad døren i Odense, blev jeg anråbt til en – skulle det vise sig – sidste ordveksling med Kim Larsen:
“Hey!”
“Ja?”
“Du ved godt, hvorfor jeg sendte bud efter dig igen, ik’?”
“Nej?”
“Fordi du har ordet i din magt.”
“Synes du det? Det er jeg glad for.”
“Ja, altså ikke, når du taler … men når du skriver, ik’!”
Portrætinterview med Kim Larsen
Ud&Se, april 2010
Fotograf: Tine Harden
AD’er: Torsten Høgh Rasmussen
Redaktør: Andreas Fugl Thøgersen