Hvordan finder man ind til den kerne, de nedslagspunkter, der definerer et menneske? Hvordan lirker man folk, der er på vagt, op? Hvordan efterlader man dem et godt sted? Og hvad sker der, når det kikser?
‘Inde på livet’ søger bag om forberedelsen og ind i møderne, der ligger til grund for et omsiggribende portrætinterview. Det er et råt for usødet indblik i mine oplevelser med medievante (og til tider også journalistallergiske) mennesker.
Jeg løfter sløret for den lokkemad, som fik Keith Richards til at bide på. Om taktikken, da Kim Larsen endte med at give los. Om dengang Lars Larsen læssede sin traumatiske barndom af på mig. Om en besynderlig bustur med Medina, hendes hunde og tørstige band ned gennem Tyskland. Om at finde ind til den søgende Nicklas, som holdt sig forskanset bag et urørligt Bendtner-image. Om kattemennesker og dobbeltagendaer. Om meget mere.
Det er et foredrag om fingerspidsfornemmelse og timing – og andre gange: om mangel på samme. Hvordan jeg igennem bogprojekter og flere end 100 magasin- og avisportrætter har jokket i spinaten og forsøgt at tage ved lære af mine fejltagelser. Sine steder er det pænt vist underholdende. Og måske endda en smule lærerigt.