Livet ifølge Keith Richards

Mit møde med Mr. Most Likely to Die in Rock’n’roll var en livsbekræftende omgang. Jeg havde netop mistet min far, var til rotterne, drak for meget og flygtede for hårdt. At tage til London og interviewe en af rockens sande legender og levemænd, fik mine tanker på andre tanker. Jeg kunne samle mig om opgaven som intet andet i de dage. I døgnet op til min, efter planen, 25 minutter korte audiens, forskansede jeg mig på et nærliggende hotelværelse og lagde planer for at åbne og kroge en persona, der er blevet interviewet til hudløshed og hader øvelsen det meste af tiden. Så meget, at han havde langet en svensk journalist en flad tidligere på eftermiddagen.

Jeg fulgte min plan minutiøst og gik direkte til sagerne. Sekunderne var for dyrebare til at blive sniksnakket væk, og min isbryder var at tale om hans tid som disciplineret drengekorssopran – noget, vi utroligt nok har til fælles. Den havde Keith ikke set komme, så det gad han sådan set godt, og derfra åbnede sluserne sig. Da hans personlige assistent bankede på for at fortælle, at min tid var opbrugt, bestilte han en orange drink mere og verfede hende ud igen. Jeg fik det meste af en time med ham. Han ville sågar drøfte det unævnelige – den igangværende fejde med Mick Jagger. Et par sjældne fanfotos blev det også til. Mest fordi Keith insisterede på at få dem taget om, til de var tilpas skarpe. Memories indeed.

Portrætinterview med Keith Richards
Euroman, december 2010
Fotograf: diverse
AD’er: Sune Ehlers
Redaktør: Tonny Vorm