At møde ‘Mr. Most Likely to Die in Rock’n’roll Since 1977’ var en livsbekræftende omgang. Jeg havde netop mistet min far, var til rotterne, drak og festede skånselsløst, flygtede efterhånden for hårdt. At skulle til London og interviewe Keith Richards fik afsporet mit eget lille mørke.
I døgnet op til den, efter planen, 25 minutter korte audiens, forskansede jeg mig på et ydmygt hotelværelse og lagde planer for at åbne og kroge et væsen, der ikke bare var forsøgt udfrittet til hudløshed, men foragtede pressen per definition. I hvert fald en del af den. Mine nerver dulmedes ikke ligefrem af det rygte, der verserede, mens jeg ventede på min audiens i kongesuiten på The Dorchester: Samme sted, tidligere på eftermiddagen, skulle Keith have langet en svensk journalist en lussing, der kunne høres nede i lobbyen.
Min isbryder blev at tale om hans fjerne fortid som drengekorssopran – en erfaring, vi tilmed havde til fælles. Den havde han ikke prøvet før, og derfra stod sluserne pivåbne. Da Keiths personlige assistent for anden gang brød ind og fortalte, at min tid var gået, bestilte manden en refill af sin orange drink, slog sandblæserlatteren op og verfede hende ud igen. Livsbekræftende indeed.
Portrætinterview med Keith Richards
Euroman, december 2010
Fotografer: diverse
AD’er: Sune Ehlers
Redaktør: Tonny Vorm