Nr. 1. Dansk hiphopkultur siden 1983

Min debut blev til i bidder. Jeg skrev artikler, ligesom freestylerappere spytter rim – på samlebånd, i associerede kæder – hvorfor jeg knap nok fattede, at der var en bog under opsejling. Men det var der, og stykke for stykke materialiserede den sig som en række tematiske hovedstrømninger og en underskov af anekdotiske forgreninger.

Det begyndte som en sommerserie i Information, og allerede her havde jeg lukreret på det massive benarbejde fra inside-legender som Jeppe ‘Jay-B’ Bisgaard og Henrik List. Selv kom jeg udefra. Jeg havde godt nok breakdanset og lyttet intenst til rap, lige siden jeg var 10 eller 11 år, men jeg var ikke en del af det endnu lukkede hiphopmiljø, hvor alle skulle bidrage med mindst et af de fire elementer – breakdance, graffiti, dj’ing eller rap – for at kunne bevæge sig frit.

Jo længere jeg nåede ned i undergrunden, jo mere forstod jeg, at et vigtigt projekt tårnede sig op. Og at det projekt kun kunne løftes ud af hiphoppens inderkreds og bredes ud til den underoplyste offentlighed, hvis det blev behandlet af én, som var parat til at stille de ubehagelige spørgsmål og fortælle frit fra leveren. Sådan én som mig.

Hiphoppere er nogle ærekære størrelser, og lige så travlt, som de har med at hævde sig bedst, lige så travlt har de med at føle sig forbigået. Med andre ord: Der var mange, der krævede mikrofontid. Mange, der følte, at de kunne have lavet bogen bedre selv.

I sidste ende gik det Nr. 1 helt anstændigt. Og ifølge Københavns antikvariater er den stadig i høj kurs. Hvis ikke du kan finde den derude, vil jeg anbefale podcasten Den nye stil, som på mest kammeratlige vis genfortæller mange af de bedste røverhistorier.

“Helt almindelig ualmindelig underholdende læsning”
Information
“Ny hiphopbibel”
Politiken
“Et ægte stykke kulturel grundforskning”
Ekstra Bladet

Udgivet: marts 2006, 2. udgave februar 2007
Forlag: Informations Forlag