Min forfatterdebut blev til i bidder. Jeg skrev hiphopartikler, som freestylerappere spytter rim – på samlebånd og i associerede kæder – og derfor fattede jeg også knapt, at der var en bog under opsejling. Men den materialiserede sig altså med tematiske hovedstrømninger og en underskov af anekdoter.
Det begyndte som en sommerserie i Information, og allerede her stod jeg på skribentskuldrene af legender som Jeppe ‘Jay-B’ Bisgaard og Henrik List. Selv kom jeg udefra. Jeg havde godt nok breakdanset og lyttet intenst til rap, siden jeg var 10 eller 11 år, men en insider var jeg langtfra. Dengang skulle man stadig helst bidrage for at bevæge sig frit i hiphopmiljøet – altså dyrke ét af de fire elementer: breakdance, graffiti, dj’ing eller rap.
Jo dybere jeg nåede i undergrunden, jo mere tårnede et projekt sig op. At det kun kunne løftes ud af hiphoppens inderkreds, hvis det blev behandlet af én, som var villig til mere end den begejstrede videreformidling. Stille de ubehageligt kritiske spørgsmål, for eksempel.
Hiphoppere er nogle ærekære størrelser, og lige så travlt, som de har med at hævde sig, lige så travlt har de med at føle sig forbigået. Med andre ord: Der var mange, der krævede mikrofontid. Og andre, der oprigtigt følte, at de selv burde have skrevet bogen.
I sidste ende gik det nu pænt anstændigt med Nr. 1. Ifølge de københavnske antikvariater er den stadig i høj kurs, og hvis ikke du kan finde den derude, eller der er kø på biblioteket, kan DR-podcasten Den nye stil gå an. Røverhistorierne fejler stadigvæk intet.
“Helt almindelig ualmindelig underholdende læsning”
Information
“Ny hiphopbibel”
Politiken
“Et ægte stykke kulturel grundforskning”
Ekstra Bladet
Informations Forlag, marts 2006, 2. udgave samme år